Umulig at finde en overskift

Nu skal jeg virkelig holde fast. Angsten lurer i baggrunden. Der er ingen der kan hjælpe mig – og ingen jeg vil belaste med min tilstand. Mange tager afstand – vil ikke informeres – involveres – og det ønsker jeg egentlig heller ikke. Men i disse timer oplever jeg hvor alene jeg er.
Og den strategi jeg drøftede med psykologen i onsdags er blevet blodig alvor. Jeg skal overleve på alle niveauer. Men jeg har allermest lyst til at brænde alle broer. Og træde ud over afgrunden! Men jeg er ikke modig nok. Men jeg skal til at finde ud af og værdsætte de gode ting der er i livet. Hvad har jeg: familie og hus som kan danne ramme om et godt liv. En dårlig økonomi. Hvad kan jeg gøre? At raskmelde mig vil lette en del på økonomien. At få et job endnu mere. Men jeg er for syg til at arbejde – og for ødelagt i forhold til arbejde. De sidste 2½ arbejdsår var et sandt helvede der bragte mig dertil hvor jeg er i dag. Nede på bunden – bortset fra SU og den nye flygtningeydelse – helt på bunden af samfundet – med depression – PTSD og lurerende angst. Altså jeg fungerer ikke. Jeg er ikke i stand til at tage imod det gode der omgiver mig, selvom jeg ved det er der. Jeg bliver nødt til at lave mig en tydelig målsætning som jeg kan leve op til. Umiddelbart kan den ikke være særlig ambitiøs. Sikre god søvn som det allervigtigste. Spise ordentligt. Sørge for cykelture mindst hver anden dag – gerne op til 2 timer – måske 50 km. Husk Maslow’s pyramide. Gå helt basalt – nyd de øjeblikke der kan nydes – se frem til dem – Simple Man – Ikke Freebird endnu.

PS – min første reaktion var – at slukke for al larmen – baggrundsstøjen – det er helt befriende. Den eneste larm er PC’ens summen og brændeovnen – men det er hyggeligt. Udenfor larmer vinden – det er ikke larm – det er fantastisk. Om lidt skal jeg på Næver Arena – det har jeg glædet mig til en hel uge, selvom vi nok taber igen. Det kunne være fedt med point – så tror jeg vi er i gang.