Nu føler jeg at tiden er kommet til et nyt kapitel

Det er så små ved at gå op for mig, at jeg er ved at være færdig på arbejdsmarkedet, men nok så vigtigt for mig selv – om 6 måneder, hvoraf der er 6 – 7 ugers ferie, er jeg HELT ude af forpligtigelser overfor systemet. Min fornemmelse siger mig, at jeg ikke bliver presset ud i noget, bortset fra deres kontrolmøder. Dem er der 5 tilbage af. Og i samme periode skal jeg søge mindst 32 jobs. Hold da kæft hvor jeg glæder mig til at det er overstået. Det er jo kun for systemets skyld at jeg søger. Ingen vil ha’ en “gammel” mand på 61 år med diagnosen PTSD, Den lille chance der er for at jeg kan få ønskejobbet tror jeg ikke på længere. Så nu skal jeg begynde at lægge det fra mig, og bare gøre det jeg skal – og så lære at leve livet og nyde nuet – og være klar, når jeg kommer på efterløn i august. Jeg glæder mig så meget til kun at fokusere på mit liv og ikke alt det lort jeg er blevet rodet ud i gennem de sidste 2 år. Når jeg kigger ned over mit CV, kan jeg også være både stolt og tilfreds. Mere end 40 år i kommunens tjeneste. Jeg har gjort det godt – skabt glade børn – dygtige pædagoger – der til stadighed refererer til mig som deres læremester. Det er jeg faktisk stolt over. Jeg får aldrig slettet de sidste 2 arbejdsår. Men jeg har lært at leve med det. Det betyder også at den angst og depression der fulgte i kølvandet på de sidste 2 år, er blevet meget mindre og håndterbare. Og jeg kender min angst og er ikke længere bange for den. Det er nu mig der har kontrollen over angsten – og ikke længere omvendt.