Rehabilitering
Jeg vil plante et frø og se det vokse
Efter 368 dages sygemelding har jeg raskmeldt mig i dag. I korte træk vil jeg gennemgå hvad der skete.
Sommerferien ’09 bliver de sidste uger befængt med arbejde, således at jeg efter “ferien” startede med 180 km/t.
I slutningen af september ’09 vælter jeg med alvorlig stress/depression – sygemeldt.
I december aftales at jeg udtræder af lederstilling og overgår til pædagog.
Januar ’10 starter jeg arbejde igen – langsomt med får timer. Efterhånden med flere timer og i juni ’10 100% raskmeldt.
Januar ’10 til august ’12 arbejde under ny leder – en af de bedste perioder i mit arbejdsliv
August ’12 tiltræder ny leder. Og mit mareridt starter.
I den næste 2 år oplever jeg en total chikane fra den nye ledelse rettet først og fremmest mod mig – men også mod den afdeling jeg arbejdede i, hvor adskillige kolleger er deporteret, omplaceret eller fyret. Jeg var den første der blev fyret. Bortvist!
Fyringen blev kendt usaglig – og jeg fik i stedet en fratrædelseaftale på ½ år + ½ års løn.
½ år efter fyringen vælter jeg igen dvs nov ’14. Dog ikke så slemt som i ’09. Sygemeldt og for alvor med ørerne i systemets maskine.
efter ½ år på sygedagpenge, bliver jeg betegnet som for syg til sygedagpenge og overført til et forløb som jeg aldrig har forstået meningen med. Fratagelse af rettigheder som at holde ferie med familien, nedsættelse af ydelsen til et absolut minimum – som kun studerende og flygtninge kender til. Umyndiggørelse!
I starten af sommeren ’15 begyndte min tilbagevenden til et helt menneske. Med hjælp fra en fantastisk psykolog og en masse cykelture, på 4 måneder vendt nedtur til et liv med håb. ønsker og fremtid.
Det er en uendelig lang historie – og jeg gider den ikke mere. Derfor lukker jeg nu det kapitel i mit liv.
Jeg vil plante et løg og se det vokse! Så vil jeg sidde på en bænk og spise æble med en kniv!
Hvad har jeg lært
Start dagen roligt – Planlæg dagen med pauser – planlæg ugen med frie dage.
Had – vrede og hævntørst skal ikke være din følgesvend – det ødelægger det positive livssyn og påvirker i alt for høj grad dine omgivelser.
Forbered dig på et liv uden arbejde. Er du på vej på pension efterløn eller lignende, så brug meget tid på at overveje hvad du vil bruge din frihed til og gennemtænk hvor meget af din identitet der er skabt af arbejdet. Uden arbejde uden identitet? Den går ikke. Find dig selv!
Endelig
En god oplevelse med systemet. Den første! Men det krævede måske også at det var mig der satte dagsordenen. Blev modtaget af min nye sagsbehandler – der siger: skal vi ikke sætte os udenfor eller gå en tur. Så vi satte os udenfor hvor alle kunne gå forbi og kigge på os. Det havde jeg det rigtig godt med – jeg har jo ikke noget at skjule for nogen. Min dagsorden, en lille sammenskrivning af udtalelser fra fagpersoner, havde fået sagsbehandleren til at kigge mine papirer igennem. Rigtig ærgerligt, for hvis jeg IKKE havde gjort noget – sætte dagsordenen – var vi ikke kommet så vidt, som vi kom i dag. Lige pludselig kunne hun se og forstå min situation. Og jeg oplevede forståelse for min situation – indlevelse og empati. Pludselig kunne hun se, at DE ikke havde set mig, da de satte alle deres foranstaltninger i værk. Og hun kunne se, at man ikke bare kan presse folk ind i de kasser de arbejder med. Det var Fandeme Fantastisk. Selvfølgelig skulle jeg har ro og fred til at følge planen med psykologen – og det blev anerkendt at jeg rent faktisk gør noget selv. Det blev anerkendt, at det er en situation, jeg absolut ikke vil være i – eller kan profiterer af – hverken på kort eller lang sigt. Faktisk følte jeg for første gang anerkendt. Den ro jeg få nu, vil komme både mig og systemet til gode. Det kan ikke være i nogens interesse at smadre mig og min familie.
En opfordring til dig der føler at du er i systemets vold: Tag kontrol over din egen situation – og sæt dagsordenen overfor systemet! Desværre ved de ikke en skid om dig – det er din opgaver at gøre din situation tydelig overfor systemet. Det kan give pay of!
En god erfaring
Faktisk er jeg stolt af, at jeg kunne holde angsten i ave. Den buldrede under overfladen, men i stedet for at side og vente på at angsten overtog min krop, begyndte jeg at planlægge et aftenmåltid – tog til fodbold – handlede ind til en gang suppe. Og havde suppen klar kl. 18.
Skrev en del sammen med min datter. Havde svært ved at falde i søvn, men lod det ikke stresse mig – og fik en god nats søvn – og sov til kl. 10. Så nu har jeg en god erfaring – Jeg ved at jeg kan komme i gennem – at jeg selv kan overtage angsten – håndtere den. Og som jeg tidligere har været inde på, jeg er den eneste der kan gøre noget ved det.
I øvrigt blev det en super lækker suppe med en meget smuk farve:
1. step – følgende svitses i nævnte rækkefølge
En god slat olie
1 pakke bacon
1 hel mild chilli – egne
2 auberginer – groft hakket – egne
2 spsk sød paprika
6 fed hvidløg – egne
2 store løg – egne
4 røgede kyllingepølser (kan udelades)
herefter tilsættes
2 rødbeder – groft revet – egne
5 store gulerødder – groft revet – egne
ca. 1 kg solmodne tomater – groft hakket – egne
2 – 2½ liter vand
Koges op – og simre minimum ½ time – gerne mere – smages til med salt
En af de gode ting ved efteråret er, at det er suppetid de næste mange måneder.
Close
Close to the point of no return! Tomorrow return is impossible!
Umulig at finde en overskift
Nu skal jeg virkelig holde fast. Angsten lurer i baggrunden. Der er ingen der kan hjælpe mig – og ingen jeg vil belaste med min tilstand. Mange tager afstand – vil ikke informeres – involveres – og det ønsker jeg egentlig heller ikke. Men i disse timer oplever jeg hvor alene jeg er.
Og den strategi jeg drøftede med psykologen i onsdags er blevet blodig alvor. Jeg skal overleve på alle niveauer. Men jeg har allermest lyst til at brænde alle broer. Og træde ud over afgrunden! Men jeg er ikke modig nok. Men jeg skal til at finde ud af og værdsætte de gode ting der er i livet. Hvad har jeg: familie og hus som kan danne ramme om et godt liv. En dårlig økonomi. Hvad kan jeg gøre? At raskmelde mig vil lette en del på økonomien. At få et job endnu mere. Men jeg er for syg til at arbejde – og for ødelagt i forhold til arbejde. De sidste 2½ arbejdsår var et sandt helvede der bragte mig dertil hvor jeg er i dag. Nede på bunden – bortset fra SU og den nye flygtningeydelse – helt på bunden af samfundet – med depression – PTSD og lurerende angst. Altså jeg fungerer ikke. Jeg er ikke i stand til at tage imod det gode der omgiver mig, selvom jeg ved det er der. Jeg bliver nødt til at lave mig en tydelig målsætning som jeg kan leve op til. Umiddelbart kan den ikke være særlig ambitiøs. Sikre god søvn som det allervigtigste. Spise ordentligt. Sørge for cykelture mindst hver anden dag – gerne op til 2 timer – måske 50 km. Husk Maslow’s pyramide. Gå helt basalt – nyd de øjeblikke der kan nydes – se frem til dem – Simple Man – Ikke Freebird endnu.
PS – min første reaktion var – at slukke for al larmen – baggrundsstøjen – det er helt befriende. Den eneste larm er PC’ens summen og brændeovnen – men det er hyggeligt. Udenfor larmer vinden – det er ikke larm – det er fantastisk. Om lidt skal jeg på Næver Arena – det har jeg glædet mig til en hel uge, selvom vi nok taber igen. Det kunne være fedt med point – så tror jeg vi er i gang.
Desperado
Motivationen står meget lavt for tiden. Jeg sidder plantet – og får ikke gjort noget som helst. På trods af hjælp fra psykolog og gode lange cykelture af 2 til 3 timers varighed – gå det pt lodret nedad. Synes at jeg kæmper enormt meget for at få ro på. Men oplever kun at jeg møder modstand på alle niveauer – og reagerer mere og mere desperat. Det er efterhånden blevet sådan, at jeg ikke kan forvente hjælp fra nogen side, men overladt til mig selv, er jeg den eneste der kan gøre noget ved det. Efterhånden skubber jeg alle fra mig – og alle trækker sig. Bliver mere og mere overbevist at jeg er på egen hånd. Er i tvivl om at der overhovedet er noget tilbage der giver mening. Og for at det ikke skal være løgn er jeg ved at udvikle eksem i hele ansigtet og føler mig voldsomt ulækker. Efter en tur gennem Google tyder det på enten skæleksem eller psoreasis. ØV
Jeg bliver simpelthen nødt til at rydde kalenderen – og finde ro – og kun gøre de ting som jeg har lyst til. Det lyder voldsomt egoistisk – men så må det være sådan!
Lige nu regner det og det blæser en halv pelikan – og alligevel tænker jeg på at cykle de 23 km jeg mangler i denne uge – får det ikke gjort i morgen – så jeg sidder og venter – på godt vejr – eller i hvert fald uden regn!
Tog afsted trods blæst og voldsomme regnbyger og det blev en fin tur, med masser af vind på snuden og vand i håret. Og oplevede fantastiske vejrfænomener. Blev 2 gange overhalet af en voldsom regnbyge – et kortvarigt skybrud – og så hvordan det bl.a. drev ind over Holme Olstrup mens solen skinnede der hvor jeg kørte. Ærgerligt – for her kunne jeg have taget et fantastisk vejrbillede. Jeg fik testet min letvægtsjakke – den holdt vand – men var alt for varm. Status for motion i denne uge er flere PR end jeg havde ventet. Først og fremmest længste distance på 73,7 km rundt om Tystrup-Bavelse Søerne. Højeste hastighed på 49,5 km/t. Bedste 50 km på 2 timer 1 minut og 53 sekunder. Her er målet nu 50 km på 2 timer rent, men det kræver nok mere træning. Sidste væsentlige PR er 172 km på en uge – og 7 timers cykeltræning. Måneds PR ligger på 390 km på en måned. Og at jeg så tidligt i september har nået 172 km på en uge varsler en væsentlig forbedring af den samlede måneds distance. God motionsdag! Det er s’gu nok det eneste jeg kan i øjeblikket.
Rehab II
Den 24/8 var jeg indkaldt til møde på Rehabiliteringscenter Næstved. Her oplevede jeg,at jeg skulle presses ind i et kost/motions-forløb, på trods af udtalelser fra psykolog, læge og psykiater. At skulle overbevise personen fra NRC, at jeg ikke for nuværende, ser mig i stand til at følge et sådant forløb føltes nedværdigende og mødet kostede rigtig meget på den psykiske konto. Jeg følte simpelthen ikke at hun hørte på mig. At skulle indgå sådan en kamp er på ingen måde befordrende for min tilstand – der ellers har været i god fremgang. Da jeg kom hjem skrev jeg en mail til min sagsbehandler. Her gennemgik jeg de forskellige udlægninger fra de forskellige fagpersoner – og gjorde klart at jeg ikke pt føler mig i stand til at gennemføre forløbet. Nu, 9 dage efter, har jeg intet hørt.
Ferie Nej!
Ramt af depression og PTSD er jeg røget i systemets VOLD! Og så må man ikke holde en tiltrængt ferie – hvor man kan finde en lille tidslomme, hvor man er fri for systemet og sammen med sin familie. De sidste 20 år har vi holdt ferie i Långasjönäs, Blekinge. Ude i naturen i en primitiv hytte i en uge. Men jeg må ikke!
Långasjönäs
Rehab 1
En ny face er startet. Eller er det en farce? Nu bliver sendt rundt til forskellige vejledere. Først til psykolog – som jeg skal frekventerer 13 gange på 13 uger. Et forløb der er startet, og som jeg virkelig tror på at jeg kan få udbytte af.
Men så er jeg også sendt på NRC* for råd og vejledning om kost og motion! Mødte op uden at vide hvem jeg skulle møde og i hvilken sammenhæng det skulle foregå. Jeg skal så kun møde en kostvejleder, der omgående sætte mig på et motionscenter 3 gange om ugen! Og det på trods af, at flere har udtalt (psykiater, læge og psykolog) at der skal tages varige skånehensyn i f.t. stress – tempo osv – og at der skal tages hensyn til, at jeg IKKE skal inddrages i større gruppesammenhænge. Dette kunne jeg ikke overbevise hende om. Så jeg måtte sige nej til tilbudet, bl.a. på grund af angst og stor usikkerhed på mig selv – og at jeg selv tager mig af motionsdelen – da jeg på 2 måneder har cykler langt over 700 km – på en uge 150 km og på en dag 72 km. Og at jeg mærker stor fremgang måde fysisk, men så sandelig også mentalt.
Igen synes jeg at det er beskæmmende, at møde en fagperson der er totalt uforberedt på min sag (og mig)
Til sidst bliver jeg tilbudt bare at møde op – og kigge på (og få et kæmpe nederlag fordi jeg ikke er i stand til at følge tilbudet) Det melder jeg også pas på – og gør gældende, at jeg, på grund af min cykling er i god fremgang – og regner med at jeg på et senere tidspunkt vil være i stand til at følge forløbet – og at jeg jo følger et psykologforløb, som jeg er meget positivt indstillet til.
Det vil sige at: jeg er i gang med at følge 2 ting – og at jeg ikke ønsker at gøre det sammen med andre – at jeg får langt mere ud af det, ved at gøre det selv. Og at det for mig er angst provokerende at skulle indgå i grupper af ukendte mennesker og ikke er i stand til at fortælle om min historie og hvad der er årsagen til at jeg er havnet her. I øvrigt møder jeg ingen anerkendelse (i systemet) for selv at tage hånd om situationen. Psykolog tilbudet har jeg valgt selv – da det åbenbart er nærmest frivilligt.
Men jeg ser jo netop at det er positivt at der planlægges så det følger efter et opbyggende forløb hos psykologen. I stedet skal det hele lægges oven i hinanden – så jeg skal afsted 4 dage om ugen – og det kan jeg ikke holde til for nuværende.
Hvis de havde læst mine papirer og været forberedt på mødet med mig, havde det ikke sket. Nu er det mig der skal gå ind i en proces, hvor jeg skal kæmpe for at være med til at planlægge mit forløb. Den proces kunne jeg godt være foruden – den rykker i min angst og usikkerhed!
Derfor bliver jeg nødt til at samle udtalelser fra de forskellige fag personer – og tydeliggøre min tilstand. De burde vide det, med alle de rapporter de har modtaget – om mig!
Tilbagegang
Efter jævn fremgang gennem de seneste 2 måneder, har den seneste uge været tilbagegang, præget af træthed og manglende energi.
Jeg har ikke været ude at cykle. Så det er lidt skidt. Men det er ikke tilbage til start. Så i dag vil jeg op på cyklen, selvom jeg absolut ikke gider.
Jeg ved at det giver energi at bruge energi. Hvorfor det pludselig er gået tilbage, tror jeg hænger sammen med, at jeg har fået ny psykolog, som omtalt tidligere og at jeg skal møde på NCR mandag kl. 08.00 til et møde som jeg ikke kender dagsordenen for. Tyder på at, på trods af fremgangen, stadig er temmelig skrøbelig.