Samfund
Umulig at finde en overskift
Nu skal jeg virkelig holde fast. Angsten lurer i baggrunden. Der er ingen der kan hjælpe mig – og ingen jeg vil belaste med min tilstand. Mange tager afstand – vil ikke informeres – involveres – og det ønsker jeg egentlig heller ikke. Men i disse timer oplever jeg hvor alene jeg er.
Og den strategi jeg drøftede med psykologen i onsdags er blevet blodig alvor. Jeg skal overleve på alle niveauer. Men jeg har allermest lyst til at brænde alle broer. Og træde ud over afgrunden! Men jeg er ikke modig nok. Men jeg skal til at finde ud af og værdsætte de gode ting der er i livet. Hvad har jeg: familie og hus som kan danne ramme om et godt liv. En dårlig økonomi. Hvad kan jeg gøre? At raskmelde mig vil lette en del på økonomien. At få et job endnu mere. Men jeg er for syg til at arbejde – og for ødelagt i forhold til arbejde. De sidste 2½ arbejdsår var et sandt helvede der bragte mig dertil hvor jeg er i dag. Nede på bunden – bortset fra SU og den nye flygtningeydelse – helt på bunden af samfundet – med depression – PTSD og lurerende angst. Altså jeg fungerer ikke. Jeg er ikke i stand til at tage imod det gode der omgiver mig, selvom jeg ved det er der. Jeg bliver nødt til at lave mig en tydelig målsætning som jeg kan leve op til. Umiddelbart kan den ikke være særlig ambitiøs. Sikre god søvn som det allervigtigste. Spise ordentligt. Sørge for cykelture mindst hver anden dag – gerne op til 2 timer – måske 50 km. Husk Maslow’s pyramide. Gå helt basalt – nyd de øjeblikke der kan nydes – se frem til dem – Simple Man – Ikke Freebird endnu.
PS – min første reaktion var – at slukke for al larmen – baggrundsstøjen – det er helt befriende. Den eneste larm er PC’ens summen og brændeovnen – men det er hyggeligt. Udenfor larmer vinden – det er ikke larm – det er fantastisk. Om lidt skal jeg på Næver Arena – det har jeg glædet mig til en hel uge, selvom vi nok taber igen. Det kunne være fedt med point – så tror jeg vi er i gang.
Rehab 1
En ny face er startet. Eller er det en farce? Nu bliver sendt rundt til forskellige vejledere. Først til psykolog – som jeg skal frekventerer 13 gange på 13 uger. Et forløb der er startet, og som jeg virkelig tror på at jeg kan få udbytte af.
Men så er jeg også sendt på NRC* for råd og vejledning om kost og motion! Mødte op uden at vide hvem jeg skulle møde og i hvilken sammenhæng det skulle foregå. Jeg skal så kun møde en kostvejleder, der omgående sætte mig på et motionscenter 3 gange om ugen! Og det på trods af, at flere har udtalt (psykiater, læge og psykolog) at der skal tages varige skånehensyn i f.t. stress – tempo osv – og at der skal tages hensyn til, at jeg IKKE skal inddrages i større gruppesammenhænge. Dette kunne jeg ikke overbevise hende om. Så jeg måtte sige nej til tilbudet, bl.a. på grund af angst og stor usikkerhed på mig selv – og at jeg selv tager mig af motionsdelen – da jeg på 2 måneder har cykler langt over 700 km – på en uge 150 km og på en dag 72 km. Og at jeg mærker stor fremgang måde fysisk, men så sandelig også mentalt.
Igen synes jeg at det er beskæmmende, at møde en fagperson der er totalt uforberedt på min sag (og mig)
Til sidst bliver jeg tilbudt bare at møde op – og kigge på (og få et kæmpe nederlag fordi jeg ikke er i stand til at følge tilbudet) Det melder jeg også pas på – og gør gældende, at jeg, på grund af min cykling er i god fremgang – og regner med at jeg på et senere tidspunkt vil være i stand til at følge forløbet – og at jeg jo følger et psykologforløb, som jeg er meget positivt indstillet til.
Det vil sige at: jeg er i gang med at følge 2 ting – og at jeg ikke ønsker at gøre det sammen med andre – at jeg får langt mere ud af det, ved at gøre det selv. Og at det for mig er angst provokerende at skulle indgå i grupper af ukendte mennesker og ikke er i stand til at fortælle om min historie og hvad der er årsagen til at jeg er havnet her. I øvrigt møder jeg ingen anerkendelse (i systemet) for selv at tage hånd om situationen. Psykolog tilbudet har jeg valgt selv – da det åbenbart er nærmest frivilligt.
Men jeg ser jo netop at det er positivt at der planlægges så det følger efter et opbyggende forløb hos psykologen. I stedet skal det hele lægges oven i hinanden – så jeg skal afsted 4 dage om ugen – og det kan jeg ikke holde til for nuværende.
Hvis de havde læst mine papirer og været forberedt på mødet med mig, havde det ikke sket. Nu er det mig der skal gå ind i en proces, hvor jeg skal kæmpe for at være med til at planlægge mit forløb. Den proces kunne jeg godt være foruden – den rykker i min angst og usikkerhed!
Derfor bliver jeg nødt til at samle udtalelser fra de forskellige fag personer – og tydeliggøre min tilstand. De burde vide det, med alle de rapporter de har modtaget – om mig!
Ny psykolog
Forrige onsdag havde jeg første møde med min nye psykolog. Bevilliget af kommunen. 13 gange på 13 uger. I går var mit andet møde. Og jeg er allerede nu klar over, at jeg sidder overfor en kapacitet. Meget effektiv, intet junk-snak – lige på! Stor intensitet. Og giver mig virkelig noget at tænke over – og sparker venligt til mig. Og påvirker helt utroligt. Hun har allerede vendt mit fokus – fra at sovse rundt i de traumatiske sidste arbejdsår – til at jeg skal anerkende mit raseri – at jeg skal overveje hvad jeg vil med det – har meget hævnfølelse – men kan JEG bruge det til noget. At åbne en arbejdsskadesag – arbejdsmedicins har anerkendt arbejdsskade – hvad får JEG ud af det. Ved at snakke om det,- og anerkende mine egne følelser omkring det – kan jeg få det på en plads, hvor jeg kan leve et godt liv med det – et liv med fokus på hvad jeg skal med resten af mit liv – hvad jeg kan bruge fra tidligere – ikke tilbage til det der i så høj grad prægede mig i næsten hele mit arbejdsliv – at mit arbejde blev alt for meget af min identitet – i perioder hele min identitet. Og anerkende at det faktisk er en stor sorg at miste den del af sit liv og identitet. Efterfølgende har jeg haft dage – skoddage – hvor humør og energi igen er væk. PÅ trods af det – trorjeg virkelig på at hun kan flytte mig de næste 3 måneder.
Det usympatiske system!
Jeg har aldrig tidligere været udsat for systemets overgreb. Men det bliver jeg nu – efter en usaglig fyring – og efterfølgende PTSD og svær depression.
at møde mennesker, der arbejder med min sag, uden at have sat sig ind i den!
ingen af de personer jeg har mødt, er aktuelt interesseret i hvordan jeg har det ???
at møde mennesker, der arbejder med min sag – og ikke synes at det er nødvendigt at hilse!
at blive henvist til en psykolog, hvis eneste opgave er at føre fremmødekontrol – og efterfølgen skal lave en lille udtalelse.
at enhver henvendelse fra systemet afsluttes med en åbenlys trussel!
Ikke at have den samme sagsbehandler 2 gange i træk!
Man må ikke holde ferie – hvilket i høj grad rammer familien – og tilbage igen!
Hvordan kan det være befordrende for mennesker der oplever nedtur af en eller anden art???
Rehabilitering V
Det er gået op for mig, at jeg den 10. august skulle være startet på et kursusforløb: “Det Gode Liv”.
Det er ikke hvad der står i referatet fra rehabiliteringsmødet:
Virksomhedspraktik skønnes aktuelt ikke relevant. Bør i stedet henvises til NRC med henblik på forløb v. psykolog og råd og vejledning om kost og motion eller øvrigt efter psykologens vurdering, der kan støtte Gert. Forløbet skal maksimalt vare 13 uger.
Det er her klart, at forløbet skal defineres i samarbejde med psykologen. Psykologen er ikke informeret om dette!
Jeg har kigget på NRC’s hjemmeside – og her beskrives et forløb på 8 uger:
Forløbet foregår i hold på maximalt 15 deltagere dels i form af undervisning og gruppediskussioner og dels i form af fysisk aktivitet som bevægelse, meditation og mindfulnessøvelser.
Forløbet varer 8 uger og er tilrettelagt således, at kursisten møder fra 09:00 – 11:30 mandag, tirsdag, torsdag & fredag på RevaCenter Næstved.
Der tages plads til individuelle forskelligheder og hensyn og samtalerne målrettes undervejs efter den enkeltes behov. Den nysygemeldte borger skal dog være i stand til at følge et gruppeforløb og kunne overskue at være sammen med andre.
Jeg ser frem at blive indkaldt til møde med en visitationssamtale – for alt der her er sat i værk uden hensyntagen til mig – og udtalelser fra psykolog og hele 2 psykiatere.
Med den plan risikerer de at sende mig tilbage i mørket!
I øvrigt er jeg overhovedet ikke blevet kontaktet af NRC ???
Rehabilitering IV
Det er uhyrligt dårligt. Den måde rehabiliterings systemet fungerer på. Har tidligere omtalt mit møde med rehabiliteringsteamet! En yderst dårlig oplevelse af uengagerede folk, der ikke kendte min sag – og så ikke følte det nødvendigt at hilse. Der blev lavet en plan med 4 elementer: 1 motion, 2 henvisning til distrikspsykiatrien, 3 samtaler med en psykolog og 4 vejledning om kost og motion..
1 Motionen har jeg selv sat i gang og det kører fint.
2 Henvisningen er ikke videresendt til min læge – jeg har selv kontaktet min læge, der afviste distriktspsykiatrien
3 Psykologen har kontaktet mig og samtalerne er i gang – aftaler på plads!
4 Der er intet sket i f.t. vejledning om kost og motion
Min sagsbehandler har nu ferie de næste par uger
Faktum er, at stort set alt hvad der skulle sættes i gang – ikke er sat i gang – her mere end en måned efter mødet!
Faktum er, at psykologen er helt uforberedt på opgaven – det skal jeg sådan set selv definere!
Faktum er, at det eneste der virker, er det jeg selv har involveret mig i. Fuck hvor er det dårligt!
Desuden var der store fejl i referatet fra mødet!
Rehabilitering III
Blev kontaktet af en psykolog, der har fået til opgave, at mødes med mig i 13 uger! Psyk skalså vidt jeg har forstået, vejlede mig i f.t. kost og motion. Og så skal hun efter 13 uger udtale sig om min tilstand. At psyk er en jeg har haft samarbejde med synes jeg er uheldigt, og dårligt set fra rehabiliteringssteamet. Umiddelbart har jeg meldt OK på det, men egentlig har jeg ikke brug for at dele mit liv med en, der har været en stor del af min tidligere arbejdsplads – det går næppe. Tror ikke jeg kan åbne mig overfor hende. Har siddet i flere netværksmøder med hende, og hun har mildt sagt ikke aftvunget nogen form for respekt. Men nu gi´r jeg det en chance. Har fra start gjort min sagsbehandler opmærksomsom på et muligt problem – men hun har IKKE reageret! Det er simpelthen utrolig dårligt – det system fungerer. Jeg er meget lidt involveret – og det er jo for helvede mig det drejer sig om.
Rehabilitering 2
Mødet var en parodi på alle måder. Mødet starter med at jeg IKKE må komme ind mens min tidligere sagsbehandler skal fremlægge MIN sag! Efter ca. 5 minutters venten, bliver jeg hentet ind til et panel på 7 personer, der IKKE synes at man bør hilse på hinanden. De er tydeligt uengagerede og virker somom de IKKE kender særligt meget til min sag.
På trods af at jeg kun har været i kontakt med min sagsbehandler én gang for ca. 14 dage siden, er der INGEN der spørger til hvordan jeg har det – og hvordan det går pt. Efter ca. 20 minutter, hvor jeg har det virkelig svært i situationen, bliver jeg igen sendt udenfor døren. Ca. 5 minutter efter bliver jeg hentet ind for at få dommen. Jeg får at vide at konklusionen skal indeholde flere elementer, så derfor skal jeg fortsætte med at cykle, jeg skal henvises til distriktspsykiatrien og jeg skal deltage i noget de kalder sundhedspakken bl.a. med psykologvejledning, kost og motionsvejledning. Det lyder overkommeligt, men deres kendskab til mig er ikke eksisterende, så jeg er da lidt glad for at det ikke blev værre.
Om et år SKAL jeg på efterløn, eller førtidspension. Eller højst et flexjob på få timer et par eftermiddage om ugen. Men det ligger desværre ikke i mine hænder mere.
Status på helbredet
Jeg må nok erkende at jeg selv er den eneste der kan gøre noget ved min situation: PTSD, svær depression og ustyrligt kolesterol. Vedr. kolesterol er jeg blevet henvist til Roskilde sygehus, der skulle være specialister i hjerte/kar-sygdomme. RS er også specialister ventelister! Har netop fået at vide, at jeg ikke kan komme på ventelisten, fordi den er for lang! 1½ til 2 år! Men jeg hører fra dem. Vedr. PTSD/depression er der ikke nogen mærkbar fremgang, på trods af medicinering og psykologbehandling.
Samtidig er jeg frataget sygedagpenge, og overført til ressourceforløbsydelse, som jeg kun kan kalde minimumsydelse. Hvilket betyder, at jeg IKKE kan skifte til dyrere medicin og jeg må stoppe med at gå til psykolog.
Jeg er nu i gang med at finde overskud til at komme i gang med at motionere. Jeg har altid været glad for at cykle. Men har ikke cyklet i mere end et år, siden jeg blev fyret. Nu vil jeg have gang i cyklen igen. Motivationen er naturligvis et bedre helbred.Få produceret nogen endofiner og få en masse lys og frisk luft.
Har fået installeret Endomondo på min telefon. Her kan jeg følge fart, distance, vejr, højdemeter, kalorieforbrug og meget mere. Ruten gemmes, så jeg kan udfordre mig selv, og jeg kan selv lave ruter hjemme ved skrivebordet. Og samtidig kan jeg se andres ruter i området.
Jeg har sat mig som første mål at komme op på 70 km om ugen. Derefter 70 – 100 km om ugen. Jeg skal i dag ud på en rute, i det gamle Fladså, turen bliver på godt 25 km. Og så har jeg faktisk passeret 75 km på 3 træninger i første uge. Det blev til næsten 85 km på tre pas. Burde nok nappe 15 km i morgen for at runde de 100 km.
Sygehusvæsnet
Er blevet henvist til Roskilde sygehus, afdeling for arvelige hjerte/kar-sygdomme. Fik i går besked på, at der er op til 2 års ventetid! Så må jeg bare håbe på, at jeg ikke kreperer inden!