Som ledig bliver man kørt rundt til diverse møder i A-kasse og på Jobcenter. Det støder mig at de ikke ved hvad de har med at gøre. På et møde fortæller jeg om min situation, hvorefter repræsentanten for a-kassen påstår at så skal du i seniorjob. Og det er lodret forkert, og sagt uden kendskab til lovgivningen. Det irriterer mig vanvittigt. Som leder gennem mange år, ved jeg hvilke forventninger der er til mig – at jeg skal kende til det væsentlige og kunne agere væsentligt. Have styr på regler og lovgivning osv osv. Det forventer jeg også at jeg møder. Men jeg er skuffet over den uvidenhed jeg møder – og oplever det som ligegyldighed!

Og noget for mig fuldstændig mærkeligt. Stort set ingen af deltagerne er medlem af fagforeningen. Det har jeg tænkt en del over i weekenden. Solidariteten  er brudt. Jeg har altid troet, at stort set alle mine kolleger var medlem af fagforening. Nu tænker jeg, at jeg kan spare 3000,- de næste 6 måneder ved at melde mig ud, men det er mig så meget imod, at jeg venter til det naturlige brud, hvor jeg går på efterløn!

Så sidder man der med en eller anden ligegyldig nakkeost, der er ens sagsbehandler, men som ikke ved en skid om mig. Så siger han, jamen du er jo også startet på det der Jobfinder-kursus. Gu er jeg ej. Jeg starter først om en uge. Nååå ja siger han, men jeg har også så mange – i dag har jeg 7 samtaler. Manden har s’gu ikke sat sig ind i min sag, han har end ikke skimmet den inden han skulle møde mig. Har jeg oplevet det før – ja det har jeg – og min respekt for systemet er ikke eksisterende. Så siger han, at jeg for at kunne slippe udenom min overenskomst burde søge indenfor en anden brance – f.eks. var det en fin mulighed som skraldemand! Yeehaaa hvor det kører. Jeg kunne også komme ud som praktikant i det fag jeg har arbejdet i i 40 år. Så kommer du ind uden udgift for institutionen. Og uden ansvar og uden ansættelse. Man kan s’gu da ikke arbejde i sit erhverv uden ansvar. Hva’ helvede tænker de på. Jeg vil her citere smadremanden: Lortelort! Lad være med at sætte mig i den slags pinlige situationer. Jeg har s’gu lidt stolthed tilbage, selvom en idiot smed mig ud!

Jeg har arbejdet indenfor 2 lovgivninger med 6 – 10 årsgruppen. Fritidshjem og SFO. Det ene sted var det en nødvendighed – det andet et nødvendigt onde, der blev påduttet skolerne. Som i så mange andre tilfælde, hvor man “finder på nyt” var den bærende ide besparelser. Ved at flytte fritidshjemmene over på skolerne, kunne man uden videre hæve brugerbetalingen fra 30 til mere end 60% . Indregner man åbningstiden en reel besparelse på omkring 80%. I daginstitutions området var der en ydmyghed over de tildelte budgetter og det var en dyd at forvalte pengene, så ungerne fik mest muligt ud af det. Denne ydmyghed oplevede jeg ikke i skolesystemet. Jeg har i 14 år været med til at øde i millionvis af kroner væk på, på såkaldte møder, kurser og konferencer. Alt sammen betalt af skolen eller skoleafdelingen. Det var ufattelig få at disse arrangementer, der reelt gav et udkomme, der senere kunne bruges, når vi kom hjem. Som en af de positive oplevelser af denne type, vil jeg fremhæve en konference i Tunesien i februar 1999. Et fly var fyldt med oplægsholderer, arrangører og deltagere. 175 i alt. 12 dage på godt hotel lige ud til Middelhavet. 2 skoler fra kommunen deltog. Årsagen til at jeg vil fremhæve denne konference, er at den var meget relevant og vi var godt forbredt, og arbejdede videre med de ting vi lærte. Faktisk en hel ombrydning af fritidsdelen og en anerkendelse af vores opgaver på skolerne. Denne konference trækker, her 16 år efter, stadig spor i virksomheden. Økonomisk var det en meget billig konference, afholdt på et turistresort udenfor sæsonen. En konference der ville have kostet det dobbelte at afholde i Danmark. Møder, kurser og konferencer SKAL trække lange spor i virksomheden – for det er en stor udgift. I perioden efter 2001 blev vi sendt på et utal af kurser, som de mange intelligenser,  indretning af lokalerne, lærinsstile osv osv. Vi var meget motiveret af disse kurser og skreg på tid til at indarbejde tankerne – + de nødvendige ressourcer. Men hver gang skulle vi på et nyt kursus. Det var som om at det at være på kursus, uddannelse, var målet i sig selv – og dermed blev det spild af tid og ressourcer. Jeg vil dog anerkende forholdsvis få kolleger, der forsat ser børn med forskellige intelligenser og læringsstile. På baggrund af kurser i læringsstile og de mange intelligenser brugte jeg 20.000 på indretning af et lokale, baseret på disse tanker. Skoleåret efter overtog en anden kollega lokalet, og de 20.000 blev smidt på lossepladsen! Så er det man spørger sig selv om hvorfor ledelsen sendte os alle på disse kurser, når der ikke blev fulgt op og afsat ressourcer. En ledelse uden mål der ligger under for tindens tendenser. Til at brække sig over. Rigtig mange ressourcer gik fra det direkte børnearbejde.

Ledelses konferencer på de fedeste hoteller. Det samme med bestyrelses konferencer – henlagt til ****stjernede hoteller, med fuld forplejning og druk. Hvor man på sidstedagen ikke så halvdelen af deltagerne, der blæste tømmermænd af på værelset. . . . .

I dag prøver jeg at ændre lidt – så jeg kan lave en tyndere bund:

2 dl lun mælk
2 dl lun vand
50 gr gær
En smule sukker
2 tsk salt
2 tsk bageenzym
150 gr fuldkorns durum
150 gr durum
300 gr semola.

Den kan rulles MEGET tynd! Fyld efter eget valg

Bages ved 230 – 250 grader i 10 minutter nederst i ovnen – så er det rimelig sikkert med en tynd sprød bund

Økonomien

Efter er årrække med nedtur, tror man ikke at det kan blive værre. Men nu ved jeg, at der ikke er en nedre grænse for nedtur. I 2015 har jeg bevæget mig på den absolut nedre grænse – med fare for at ryge derned, hvor man ikke kommer op igen. Jeg røg ind i det såkaldte ressourceforløb og blev dømt for syg til at få sygedagpenge. Bruttonedgang på mere end 6000,- om måneden – eller 72000,- om året. Det er en voldsom nedgang fra understøttelse. På godt et halvt år en lønnedgang fra 24000,- til 8000,- vel at mærke netto udbetalt! 16000,- nedgang pr måned  – 192000,- pr år. Det betyder, at vi er nødt til at sælge huset. Med et kontant underskud på mere end 170000,- samt at vi har mistet hele vores investering i huset, et samlet tab på mere end 1 million. Vores sikkerhed for en fornuftig pension. Lidt positivt er der dog. Banken er indstillet på at godkende os til et mindre hus med en pris på under 1 million – det kan vi klare på baggrund af fornuftige pensionsopsparinger. Så på den front er der lidt lys forude.

Helbreddet

Den fysiske del har være helt OK. Selvfølgelig har der været de sædvanlige småskavanker, som ondt i ryggen og diverse infektioner. Jeg fik også en voldsom omgang eksem – først i ansigtet, men derefter over hele kroppen. Det skulle angiveligt være udløst af stress. Men medicinsk shampoo hjalp, specielt i ansigtet. Og så hjalp det at lade være med at vaske sig med sæbe. Har hidtil brugt sæbe med lotion – det er helt slut. Så nu vasker jeg mig de kritiske steder med neutral sæbe, og resten af kroppen skylles. Sådan – eksem er væk!

Psykisk har året været en alvorlig rutchebane tur. Året startede med depression i udbrud – og derefter angst, med voldsomme angstanfald. I løbet af foråret kom der mere ro på, men efter sommer gik det lodret ned, da jeg kom i kløerne på jobcenter. Heldigvis blev jeg bevilliget 13 timer hos psykolog – og her mødte jeg et virkelig professionelt menneske, der virkelig formåede at hjælpe mig. Efter forløbet på 13 uger havde jeg det så godt, at jeg raskmeldte mig og er nu jobsøgende og har nu været raskmeldt i næsten 2 måneder. Jeg søger jobs, men er blevet klar over, at det på alle måder er svært. Alene processen – jeg har reelt ikke skrevet en ansøgning i 34 år – og jeg kan mærke at man forventer noget helt andet end jeg kender til. Men nu klør jeg på det næste halve års tid – jeg tror ikke rigtig på at man vil ansætte en på 61 år – der har gået ledig i snart 2 år – og skal have max løn. Og som lider af PTSD.
Jeg oplevede på et møde i fagforeningen, at en kollega, på grund af dårlig ryg, kun kunne søge jobs uden belastning af ryggen. Jeg var ikke modig nok til at melde ud at jeg lider af en anerkendt arbejdsskade – depression – og PTSD. og jeg ved at det er ganske få job jeg kan klare, men håber dybest set at det næste halve år går hurtigt, og at jeg ikke havner i noget jeg ikke kan klare.

Jeg har fortsat problemer med koncentration, hukommelse og søvnmønster. Stadig mere træt end godt er. Drikker for mange bajere. Selvmedicinering 🙂 Og så har jeg haft nogle seriøse angstanfald….. Min daværende psykolog forklarede det med ganske få ord: Det sker når du føler at du mister kontrollen, når du ikke kan overskue nutiden og den nærmeste fremtid – og du føler at andre har taget magten over dit liv.
Men jeg har fået mere overskud i haven – hvor det meste er nået. Jeg bager mere og mere og udvikler min bageteknik.
Og så laver jeg mere og mere mad og føler stor glæde ved at arbejde med bagning og madlavning.
Og så har jeg været ude og fiske 2 gange efter mange års pause.  Og i 4 måneder fik jeg gang i cyklen og fik kørt nogle lange ture – i perioder mange ture og rigtig mange kilometer. Har været til 13 koncerter i år og haft nogle kæmpe oplevelser. Nogle vil kalde det selvmedicinering – og jeg er til dels enig. Men det har været kæmpeoplevelser – alle koncerter!

Året “ferier” på Bornholm og i Sverige blev i 2015 reduceret til meget lidt – 2 lange weekender blev det til. Fordi man som sygemeldt, IKKE MÅ tage på ferie.

Fremtiden

Ligger ganske få måneder fremme. At gå på efterløn uden flere skader. At sælge huset og finde et mindre. At få ro på livet efter en alt for voldsom afsked med arbejdslivet. Men der er også dukket ting op der peger fremad i mit hverdagsliv og som jeg helt sikkert vil og skal dyrke noget mere. Først og fremmest et stabilt og fredeligt daglig, som rammen omkring de ting der giver glæder og perspektiv.

Jeg udskriver ingen nytårsløfter, men har nytårsønsker

Det helbredsmæssige

1. Først og fremmest skal jeg sikkert ud af arbejdslivet uden flere skrammer.
2. Så skal jeg have gang i cyklen igen
3. Væk med nikotin misbruget – hvis ikke – nedsættes markant
4. Nedsætte øl forbruget

Det rekreative

1. Tage på ferie på Bornholm og i Sverige

Tilbage i perioden 74-77 var jeg ansat som praktisk medhjælper i en børnehave. Faktisk er det så længe siden, at der stadig var åbent om lørdagen. Og jeg smadrede rotter på børnehavens legeplads. Så vidt jeg husker var min ugentlige arbejdstid på 42 timer om ugen. Den gang var der noget der hed Barneplejerske, og det var sådan en jeg kom til at arbejde sammen med. Et elskeligt mennesker, Else, som havde passet mig da jeg var 3- 6 år. Jeg husker ikke præcist hvornår det skete, men en reform betød at barneplejersker ikke havde uddannelse nok til at arbejde i børnehave. Else havde den 1 årige barneplejerskeruddannelse. Hun blev til overs og man måtte finde ud af hvad man ville med hende, da man ikke kunne fyre hende. Derfor blev hun den første støttepædagog! Og fik til opgave at tage sig af et barn som alle opfattede som åndsvag (datidens udtryk) Uden forudsætninger blev Else sat på opgaven – uden anden mulighed end at side på personalestuen med barnet. Efterhånden gik det op for Else, at barnet havde særlig evner. Else havde prøvet med forskellige former for spil og opgaver. Og det viste sig at barnet, modsat af alle de andre børn  i gruppen, kunne læse og regne på at højt niveau uden noget egentligt sprog. Her mødte jeg den første autist, som indtil da var henvist til en opfattelse som åndsvag, der gik rundt på legepladsen og åd nedfaldsfrugt – og det eneste vi gjorde var at sikre, at hun ikke åd sten og grus. Intet andet.
Men med den indsigt Else havde, fik barnet en langt bedre prognose, end man havde turdet håbe. Barnet havde ganske enkelt et potentiale, der nærmest var ukendt.
Barnet endte som velfungerende i et beskyttet behandlingsmiljø – og er der så vidt jeg ved endnu. Men Else efterfølgende blev presset ud af området på grund af manglende uddannelse. Else lever sikkert ikke mere, men hun gjorde en forskel – og oplevede at blive underkendt på det groveste. Fordi man nu havde lavet en ny reform på området. I min lange karriere har jeg aldrig oplevet nogen der gjorde så stor en forskel. Else var bare et vidunderligt menneske – helt almindelig- med forklæde – uden den store uddannelse – uden alle de “rigtige” udtryk. Else var bare Else – med en enorm menneskelig indsigt – men hun havde ikke den rigtige uddannelse. Men med indsigt og masser af erfaring. Jeg har aldrig siden mødt Else. Min vej gik over uddannelse og ambitiøs karriereplanlægning. Modsat Else – der bare var den bedste! Men det var åbenbart ikke altid godt nok. Historien gentager sig – desværre